Operatiske '70s hard rock-superstjerner Dronning genererede i sidste ende næsten lige så stor succes i bandets 80'erne løb, som det gjorde i sin tidligste fase, og det er ingen tilfældighed. Den ærverdige, britiske kvartet udgav fem album i fuld længde i løbet af det sidste årti, med eklektisk musik, der spænder over genrer så forskellige som funky dance-pop, roots-rock og naturligvis arena-rock-power-ballader. Her er et kronologisk kig på dronningens fineste numre fra 80'erne, med vægt på bandets fantastiske dybde. Frontman Freddie Mercurys arv fortsætter med at inspirere legioner af fans, men der er ingen tvivl om, at dette er en fuld bandindsats.
"Skør lille ting kaldet kærlighed"
Dronning begyndte det nye årti med en række afgange, en tendens, der stort set ville fortsætte i 80'erne. På den anden side havde bandet altid været et eksperimentelt, så de rockabilly akustiske stammer fra dette verdensomspændende hit burde ikke have været så overraskende. Uanset hvad, har sangen tjent sit ry ikke kun som en af dronningens mest berømte singler, men også en af dens mest inspirerede arrangementer. Opfindsomhed og en ren fornemmelse af sjov gennemsyrer Mercurys vokale præstation såvel som hele gruppeforestillingen af en usædvanlig rille, der sorte alle tidens trends. Med rette beundret og dækket gennem årene forbliver dette spor et flashpoint-øjeblik blandt mange for en af klassiske rockens mest kviksølvende handlinger.
"Red mig"
Dronningens hit album fra 1980 The Game indeholder en af popmusikens mest ikoniske singler i "Another One Bites the Dust" såvel som det finurlige rødder rock-opfindelses mesterværk, "Crazy Little Thing Called Love." For de fleste band ville to sange af denne statur dominere enhver diskussion, men det mest bemærkelsesværdige ved dette band og denne plade er, at der er så meget mere at udforske end det åbenlyse. "Save Me" er en træning i en melodi, der fejrer alle de klassiske Queen-ingredienser fra Mercurys skyhøje vokal til Brian May's guitaralkemi. Når en anden klassisk klaveråbning eksploderer til orkestreret rockherlighed i koret, er det tydeligt, at dronning mere end havde positioneret sig for fortsat succes i 80'erne.
"Spil spillet"
Dronning nød lidt mere succes i Amerika med denne singel end med forgængeren "Save Me", men det er stadig en undervurderet klassiker fra en af bandets tydeligt kreative perioder. Mercurys klaverballadeafstemning og vokal sofistikering kombineres igen med stor effekt med May's guitarpyroteknik, men endnu mere imponerende gør gruppen markant brug af rummelige synthesizers og dens varemærke, næsten orkestrale harmonier for at give denne sang en umiskendelig stemning. "Another One Bites the Bust" hjalp bestemt med at lancere The Game i stratosfæren, men der er masser af grunde ud over blot popmusikgenkendelse, som pladen har holdt så godt gennem årene. Det er et album med høj procentdel, der glitrer over de dybere snit.
"Endnu en bider i støvet"
Dronning har aldrig modtaget nok æren for at være et af rock- og popmusikens mest dygtige bands inden for området for sangskrivning både kollektivt og individuelt. Gruppens kreative meshing er intet mindre end legendarisk, og alligevel er basist John Deacon sandsynligvis ikke generet så meget, at måske få ved, at han faktisk er komponisten af denne uforglemmelige globale Top 10-smash. Alt starter naturligvis med Deacons baslinje, men May's ubesværede funk-guitarriff giver også en overraskende organisk fornemmelse til processen. Kviksølv synes godt om muligheden for at hamre den op, som altid, men det kan være umuligt at overdrive niveauet for pop-perfektion her. Lyrisk bravado overkill til side, denne melodi fortjener sin legendariske status.
"Brug din kærlige aften"
Fans af dronningens drivende rockstyling fra fortiden må have elsket dette nummer fra The Game, som faktisk ikke kunne kortlægge overalt undtagen USA, hvor det sluttede sig til sin forgænger som et beskedent pophit, der faldt lige under Top 40. Det sker også for at sætte fokus på endnu en gang de undervurderede sangskrivningtalenter fra Deacon, som her kaster sig ind i en mere rockestil, der mister rillen i hans mest berømte komposition. På trods af, at det aldrig er blevet en hæfteklam i bandets live shows eller endda en særlig favorit af hardcore Queen-fans, understøtter dette nummer den bemærkelsesværdige dybde af en af rockens mest individuelt og harmonisk begavede kvartetter gennem tidene. Måske taler vi endda Beatles territorium her.
"Under pres"
Selvom jeg gerne vil undgå at nævne Vanilla Ice's berygtede prøveudtagning af denne melodi helt, vil jeg bare gå foran og få den del ud af vejen. Desuden har dette nummer så meget mere at byde på end det mindeværdige, hvis det sekundære kombinationstastatur og bassiff er, at det er let at bevæge sig ud over popkulturforeninger. Sangen er skrevet og indspillet i samarbejde med David Bowie, og når faktisk sin høje højdepunkt under sin transcendente bro, som repræsenterer en af popmusikens mest svimlende melodiske løfter gennem tidene. "Cuz-kærlighed er sådan et gammeldags ord / Og kærlighed tør dig at passe på / Folket på kanten af natten, " synger Bowie, og Mercurys overordnede budskab om kærlighed fører denne kram til musikalsk permanens.
"Jeg vil slippe fri"
Selvom mange husker denne sang mere for sin udlandske musikvideo, der indeholdt bandmedlemmer i træk og fremmede rygter om ikke kun Mercury's seksualitet, men lige så ofte hele gruppen, står denne melodi ganske godt på egen hånd som et vigtigt dokument af Dronning karriere i midten af 80'erne. Mercury havde altid været en mester i den antemiske arena rockstorhed, men hans lette touch her hjælper med at give de enkelte bandkomponenter en lidt anden tone, end fans kunne forvente. Dette overraskelseselement glæder muligvis ikke alle, men det sikrer, at Dronningens musikalske tilbud, ligesom Mercurys antispionier på scenen, sjældent bliver uaktuelle. Mercurys vokale præstation tilføjer her en lang liste med betagende øjeblikke fra en af rockens største frontmænd.
"Hammer to Fall"
Uanset om det var ved beregning eller blot en tilbøjelighed til hårdrockgenren, som Queen var med til at definere i 70'erne, udgav bandet sjældent plader uden en snarrende rocker hvert par sange. 1984's The Works er ingen undtagelse fra denne regel, da dette nummer indeholder masser af May's patenterede tunge riffs krydret med naturligvis den utroligt kameleoniske vokale færdighed fra Mercury. Manden lyder absolut aldrig malplaceret i en hardrock-sang, og alligevel er hans evne til at operere i forskellige ikke-rock-popmusikstilarter stadig synlig. Sange som dette befolket altid dronningens live-show i løbet af sin aktive karriere i to årtier, og det hjalp gruppen med at opretholde en af rockens mest inderlige fanbaser, endda mere end et kvart århundrede efter Mercury's tragiske for tidlige død.
"Princes of the Universe"
En sang som denne ville være latterlig og ekstra moden for Spinal Tap-sort-parodi, hvis den ikke blev komponeret og lidenskabeligt leveret af den eneste Freddie Mercury. Når det kommer til det, hvis du er den type musikaficionado, der skal kritisere Queen for bombasten i dens lyd, så kan du lige så godt ikke engang gider at lytte til dette 1986-spor fra både Highlander- filmens lydspor og Dronning 1986 album A Kind of Magic. Mercurys typiske over-the-top gyrationer på scenen er næppe engang i stand til at udtrykke den rene episke arena rock majestæt i dette nummer, som er her sangerens tre kohorter spiller ind. Roger Taylor's magttrommer kunne ikke have en bedre sparringspartner end May's regal guitar riffs.
"Jeg vil have det hele"
I slutningen af 80'erne var det lidt forståeligt, hvis nogle observatører delvist havde glemt, at dronning stadig var et ægte tungt rockebånd, der var i stand til højt, højhastighedsfulde, elektrificerende riff og rytmer. Det var jo tre år siden gruppens sidste albumudgivelse. Så da Miraklet faldt i maj 1989, må powerhouse-melodien "I Want It All" have følt sig som en gave til fans, der er mere disponeret over dronningens hardrock side. Banen er uden tvivl en majskomposition, fuld af forbløffende riff og fører. Dog indeholder den også en modig og lidenskabelig vokalprestation fra Merkur, der allerede var begyndt at lide AIDS-forstyrrelser på dette tidspunkt. For at afslutte tingene ender banen med en breakneck-tempobølge, der er ren adrenalin.
